HvIK-uger hos Skatertown

skatertown

I samarbejde med klubbens udstyrsleverandør Skatertown og CCM, inviteres du til et helt nyt HvIK-koncept. I uge 25 og 31 afholder Skatertown “HvIK-uge”, hvor du som HvIK-medlem kan anskaffe dig udstyr til den kommende sæson til helt særlige og fordelagtige priser.

I uge 25 har du mulighed for at komme og se og prøve udstyret. Medlemmerne kan i uge 25 købe alle CCM-produkter med 25% rabat (25-med-25). Rabatten på 25% gælder også for de varer som bestilles til senere levering.

I uge 31 kan alle medlemmer købe CCM-produkter med 20% rabat.

Alle køb der foretages i enten uge 25 eller 31, vil som sidste år indgå i holdets rabat/bonusaftale hos Skatertown.

Skabsansøgning 2016/2017

Udfyld denne formular, hvis du vil ansøge om et skab i sæsonen 2016/17.
Deadline 1. august.
Pris 500 kr årligt.

Bemærk, at der oftest flere ansøgere end skabe, så klubben bliver nødt til at foretage en fordeling med baggrund i ansøgernes vurderede behov.

 

Mathias Hastrup og Michael Kayser hjælper med HvIKs fysiske udvikling

Da Sportsudvalget i år skulle planlægge sommertræningsaktiviteterne for U15, U17, U20 og Fighters, blev de meget hurtigt enige om, at vi som klub ønskede at bygge ovenpå det fantastiske fundament, der er skabt igennem de seneste 3-4 sæsoner. Vi er lykkedes med at skabe en stærk træningskultur, hvor vores udøvere efterspørger 5-8 aktiviteter om ugen, hvor de kan give den fuld gas! Den stærkt forbedrede træningskultur kaster resultater af sig i form af medaljer til SM og DM, og vores udøvere klarer sig generelt godt, når de testes på Unions- og Ungdomslandshold.

Selvom vi er glade og tilfredse med hvor vi som klub er nået til, overvejer vi konstant, hvordan vi kan flytte os yderligere og gerne ved at anvende eksterne konsulenter, der kan bringe ny viden, kompetence og inspiration ind i klubben til glæde og gavn for udøverne, men i ligeså høj grad som sparring, udvikling og aflastning af vores eksisterende trænerteams.

Vi var derfor enormt glade, da det er lykkedes os at indgå aftale med Mathias Haastrup og Michael Kayser om fysisk udviklingstræning i HvIK. Mathias og Michaels baggrund er følgende:

Mathias Haastrup er certificeret personlig træner og smerteterapeut, og har deltaget i en lang række kurser indenfor ernæring og bevægelse. Til daglig arbejder Mathias med at optimere præstationen hos sportsfolk samt gennemføre varige livsstilændringer hos ”Hr. og Fru Jensen”.

2338453

I sin tid som træner har Mathias arbejdet med mange forskellige typer af atleter. Fra håndbold- og fodboldspilleren, der skulle blive hurtigere og mere eksplosiv, til voltigeringsrytteren der skulle kunne holde balancen, mens vedkom-mende stod i håndstand på en hest.

Mathias er vokset op med ishockey i familien, og har en naturlig interesse for sporten. Selv har han spillet fodbold i 14 år.

Du kan læse mere om Mathias og hans virke her: www.mathiashaastrup.com eller på Facebook: Mathias Haastrup – Personlig træning.

Michael Kayser er uddannet personlig træner og smerteterapeut og har speciale i arbejde med atleter og udvikling af deres fysiske formåen og kunnen. Michael har gennem sine år som personlig og fysisk træner hjulpet både eliteatleter og helt almindelige danskere som blot ønskede at blive bedre til at bevæge sig. Han har de sidste par år fokuseret ekstra meget på at udvikle sin tilgang til og forståelse af træning af elitesportsudøvere.

kayser2

Michael har som træner arbejdet med mange forskellige sportsgrene, hvor især fodbold, håndbold og amerikansk fodbold er gået meget igen. Michael har selv dyrket sport hele livet, og har bl.a. spillet fodbold i adskillige år, men bruger nu tiden på at spille amerikansk fodbold i Copenhagen Towers.

Du kan læse mere om Michael og hans virke her: www.kayserathletics.com eller på Facebook: KayserAthletics.

Samarbejdet har givet os præcis det vi var på udkig efter! Mathias og Michael er gået enormt professionelt til opgaven. De har været meget committet, bragt nye øvelser, ny viden og de evner at tilpasse deres pædagogiske tilgang i deres arbejde med udøverne på de forskellige alderstrin. Generelt er det sådan, at vi i HvIK elsker at træne, og præcis den kultur har de to herrer styrket væsentligt. Der bliver trænet hårdt og målrettet og resultaterne er ganske enkelt til at få øje på!

Heldigvis er vi kun ca. halvvejs i forløbet, så der er mange fede træninger foran udøverne endnu, og Sportsudvalget vil i nærmeste fremtid sætte sig sammen med Mathias og Michael, og se på mulighederne for at forlænge samarbejdet, så de kan få en mere permanent rolle ift. udøvernes fysiske udvikling igennem vinterhalvåret.

Jonathan Salman ansat som ny cheftræner på dameholdet

Hvidovre Ishockey Klub har pr. 1/6 tilknyttet Jonathan Salman som cheftræner for klubbens damehold.

HvIK har ambitioner om at skabe en træningskultur på dameholdet, som vi er lykkedes med på drengesiden over de seneste 4 år. Vi har derfor søgt efter en profil som har erfaring med at arbejde med damespillere.

Vi har en ambition om at vores damespillere, skal blive blandt de bedst trænede damespillere i verden. Vores mål er at udvikle mange spillere til det danske damelandshold, hvor en oprykning til top divisionen og OL kvalifikation er indenfor rækkevidde, hvis vi formår at ændre på damespillernes træningskultur. Successen for vores ungdoms- og seniorlandshold på herresiden bygger på netop det fundament i klubberne.

Jonathan har erfaring fra sub-eliten via et ophold som assistenttræner for HvIKs 1. senior, og erfaring fra svensk dameishockey, hvor han været cheftræner for Malmøs 1. damesenior. Vi ser det også som et stort plus, at Jonathan kender til klubben i forvejen.

Som førende dameklub i Danmark er det naturligt for os at påtage os et medansvar for at bringe damelandsholdet videre op ad verdensranglisten. Vi ønsker at være et naturligt valg, for de ambitiøse damespillere i Danmark, der vil have den absolut bedste mulighed for at udvikle sig.