Ny skøjtetræner

I Hvidovre Ishockey klub er vi rigtig glade for at kunne byde velkommen  til Camilla Seest Michaelevich, som ny skøjtetræner. Camilla skal indtil videre koncentrere sig om skøjteløbet hos U11 og U13.

Camilla skal helt grundlæggende være med til at gøre vores medlemmer til bedre skøjteløbere.

Som Camilla siger:

Mange kan bevægelserne, men desværre ser jeg også for manges vedkommende at forståelse og eksekvering at korrekt teknik er meget mangelfuld. Og det er det vi skal have lært. At teknik/udførelse og en forståelse af skøjteløbs betydning som værktøj for ishockeyspilleren. En ting jeg lagde hurtig mærke til var tilgangen til skøjtetræningen; jeg kunne rigtig godt tænke mig at rykke på disciplinen i forhold til, hvordan man gebærder sig under træningen og får et forhold til og fornemmelse af eget ansvar for egen udvikling”.

Camilla har selv løbet på skøjter siden hun var 3 år gammel. Hun startede til  kunstskøjteløb da hun var 3 år og fortsatte indtil hun var 15 år og har deltaget i både SM og DM. Da Camilla var 14 begyndte hun at spille ishockey – det første år spillede hun altså både ishockey og løb kunstskøjteløb, men som 15-årig koncentrerede hun sig om ishockey. Hun har vundet flere SM- og DM-titler for Herlev. Da hun var 17 kom hun ind i landsholdstruppen og bed sig fast indtil hun fik sin søn i 2001.

Som Camilla siger: “Jeg kommer fra en hockeyfamilie og hockey har fyldt meget, men det er der liv jeg kender og holder af. Jeg er rigtig glad for at undervise i skøjteteknik og for at nævne nogle af mine tidligere elever som folk I HVIK nok kender kan jeg nævne C. Elmose og Sean Michalevich.”

camilla_seest

Mandefald i bestyrelse og sportsudvalg

Det er med beklagelse, at bestyrelsen må meddele at Peter Thomsen trækker sig fra bestyrelsen pga opståede uenigheder i den sportslige retning for HvIK herunder som følge af, at Bjarke Glashoff stopper i HvIK.

Som I alle ved har Peter været en utrættelig arbejdskraft, som bestyrelsen og hele klubben har været utrolig afhængige af. Peter har desuden på bedste vis bidraget til at sætte retningen i bestyrelsen med et stort hjerte og engagement for HvIK. Hvordan vi skal klare os uden Peter står endnu ikke helt klart for os.

Vi kan samtidig oplyse, at sportsudvalget for nuværende er nedlagt. Det skyldes, at Peter Hansen udtrådte medio september af personlige årsager. Michael Petersen udtræder som følge af, at Bjarke Glashoff er stoppet i HvIK. Michael er desuden stoppet som assistenttræner på U15. Vi vil gerne sende en stor tak til Peter H & Michael for den enorme indsats de har lagt i HvIK – både som trænere og aktive i sportsudvalget. Peter H har vi heldigvis stadig glæde af som assistenttræner på 1. division.

Vi er selvfølgelig utrolig kede af at måtte undvære disse store kapaciteter i HvIK. Hvis lysten og motivationen melder sig igen skal I vide at I alle er mere end velkomne. Vi arbejder på at finde en løsning, så vi kan videreføre den sportslige ledelse, og heldigvis har vi jo en flok super dygtige trænere, som kan hjælpe med dette på den korte bane.

Mvh bestyrelsen

Bjarke Glashoff stopper som sportschef

Bjarke Glashoff har pr. 1. november valgt at stoppe som sportschef og U15-træner i klubben. Det er en beslutning, som bestyrelsen iHvIK er utrolig kede af, men samtidig til fulde respekterer. Intet er vigtigere og mere helligt end familien og sin egen trivsel – heller ikke en ishockeyklub. Men Bjarkes afgang efterlader HvIK i noget af et vakum. Bjarke har været kulturbærer for den sportslige linje der er formuleret i Den Blå Transformation, og forsøgt at sørge for, at den blev implementeret i alle led i klubben – fordi vi tror på, at det er sådan man bedst lykkes med det der er vores mission, nemlig at skabe ishockeyspillere i verdensklasse. I dagligdagen har Bjarke været elastikken, som har fået enderne til at nå sammen og olien, som har holdt klubbens sportslige maskine kørende.

Bestyrelsen vil gerne sende den varmeste tak til Bjarke for for alt hvad han har givet til klubben!

Det har været bestyrelsen, som har haft det sportslige ansvar, og Bjarke som har fået tingene til at ske. Fremover ligger det sportslige ansvar alene hos bestyrelsen indtil vi finder en ny løsning. Så, hvis I har spørgsmål eller andet, som I tidligere har gået til Bjarke med skal I nu henvende jer til bestyrelsen. Det kan I gøre på bestyrelsen@hvik.dk

På bestyrelsens vegne
Jesper